Noget nyt er blevet til

Jeg har fået lyst til at genoplive dette projekt, fordi jeg indimellem har nogle tanker som måske er lidt for vidtgående til et facebook-indlæg, og ofte er de på en eller anden måde inspireret af Ester, af Ester liv, eller vores liv med Ester – ofte flere ting på een gang.

I denne uge skal det handle om noget der blev sagt idag i kirken af den skønne Maria, noget som ramte mig ret meget.

Lige lidt forhistorie: Vores præst i kirken, Tonny Jacobsen, har indimellem en tema-række hvor han over 3 søndage laver 3 prædikener om samme emne, men 3 forskellige perspektiver på emnet. Der har bl.a. været en temarække om lovsang og en om Jobs bog. Den om Jobs bog føltes på en måde enormt personlig for mig. Både fordi den handler om det her med tro midt i lidelse, om at livet med Gud ikke altid er en dans på lyserøde roser, og om hvordan man kan leve med Gud når livet gør allermest ondt. Jeg tror jeg hulkede mig igennem alle 3 søndage…

I dag har vi så afsluttet et nyt tema, nemlig håb. Håb ud fra Biblen, ud fra troen på Jesus, ud fra troen på en evighed. Virkelig inspirerende!

Min mand og jeg har et par gange de sidste uger snakket om det her med håb, om hvordan vi i forløbet med Ester selvfølgelig havde et dybt, dybt ønske om, at Gud måtte helbrede Ester, at Han måtte gøre hende hel. Men samtidig havde vi begge en klar følelse om, at det var ikke Hans plan. Jeg er helt med på at det lyder totalt tosset, men selvom vi bad hver eneste dag om at Gud måtte helbrede Ester, så vidste vi, at det ville ikke ske. Så selvom vi håbede på det, så var det på en eller anden måde alligevel ikke vores håb… Det giver måske ikke super meget mening for andre end os.

Som bekendt, så helbredte Gud ikke Ester, eller hvad?

Nu tilbage til det Maria sagde:

“Når alt ser håbløst ud, så kan Gud gribe ind, og skabe noget nyt”

Det ramte mig ret meget, fordi, det sætter lidt ord på de tanker jeg bærer på, omkring håb i forhold til Ester og hendes historie.

For jeg har stadig håb! Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre, hvis ikke jeg havde håbet og troen på, at jeg skal se Ester igen… At vores farvel ikke er for evigt… Hvor smerteligt end det er, så tror jeg ikke på, at det er for evigt. Jeg tror på, at vi skal ses igen. Og der ligger mit håb.

Mit håb er, at selvom det et eller andet sted var – og er – håbløst at miste sin smukke, skønne lille datter, at stå foran et alt for stort hul i jorden og kigge på den hvide trækiste, som også var alt, alt for stor, og selvom det er en konstant smerte at leve i et afsavn der ikke rigtig kan beskrives, så har jeg håbet om, at det kun er for en tid.

Der står i 2. korintherbrev kapitel 5, vers 17:

“Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Der står desuden i Romerbrevet kapitel 8, vers 26-27:

“Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.”

Min bøn til Gud, mens vi stadig havde Ester var ofte en stille, indadvendt bøn, hvor store dele gik ud på, at vi bad uden helt at vide hvad vi bad om, hvor vi bad i Helligånden, lod Ham tale for os, for vi havde – og har – ikke ordene.

Og nu… nu er håbet og troen, at Ester er hel… Ester ER helbredt, men hun er ikke helbredt her på jorden, på denne jord, endnu… Men lige nu, så ER hun hel, men hjemme ved Jesus.

Det gamle er forbi… Tiden hvor Ester var fanget i sin krop, hvor hun blev defineret af alt det hun ikke kunne, den er slut. Og noget nyt er blevet til… Et nyt liv for hende, som er defineret af herlighed.

Hvor håbløsheden havde plads, så har Gud skabt noget nyt… Han har skabt et nyt liv, for min datter, og selvom det er væk fra mig, så har hun nu det, som hun aldrig fik her, og en dag, så skal jeg leve det liv sammen med hende. Og indtil da, så er der skabt et nyt liv for mig, for os.

Jeg behøver heldigvis ikke have ordene når jeg beder… Det er stadig svært for mig at bede, og mine bønner er ofte meget konkrete, og sjældent længere bønner hvor jeg åbner mit inderste op, for det er stadig for smertefuldt og ramt af, at jeg jo et eller andet sted også er vred på Gud over at Han ikke helbredte hende her hos mig.

Lovsangen er i stedet blevet min måde at bede på, lige nu. For en tid. Men lovsang fylder meget i mit liv, fordi jeg derigennem har mulighed for, at lade Ånden gå i forbøn, og tage de bønner videre, som jeg ikke helt formår at formulere.

What if my greatest disappointments
Or the aching of this life
Is the revealing of a greater thirst this world can’t satisfy
What if trials of this life
The rain, the storms, the hardest nights
Are your mercies in disguise

(Fra “Blessings” af Laura Story)

Måske… bare måske, så kan al smerten, længslen, tårerne og alt det svære på en eller anden måde bruges til noget godt. Ihvertfald kan jeg finde ro i, at NU er Ester hel… Og jeg skal se hende igen.