Jeg har jo for vane at skrive når noget provokerer mig eller rammer mig… Noget hvor jeg har lyst til at kommentere på en lidt bredere vinkel end ‘bare’ en kommentar til den konkrete person.
I dag skyldes det et opslag i en patient-gruppe på FB som jeg er medlem af, grundet en af Esters diagnoser. Det er en gruppe for børn med en specifik sygdom, som uden tvivl kan være rigtig skadelig for børn, hvis den ikke diagnosticeres, nemlig epilepsi.
Epilepsi er en skod sygdom, fordi det er lidt som at kold-starte hjernen ved hvert anfald, og derfor går der hjerneceller tabt hver gang. Nogle anfald sidder et bestemt sted i hjernen, og skader derfor det sted. Andre anfald kan sidde flere steder i hjernen, og vil derfor skade flere steder på 1 gang. Sådan ganske simplificeret – Jo bredere anfaldet rammer, jo større skade.
Ester har den type som hedder infantile spasmer, og det er en af de grimme, fordi det er HELE hjernen som bliver ramt hver gang. Derfor er læger også enormt hurtigere til at reagere ved mistanke om infantile spasmer, fordi det kan gøre børn rigtig dårligt fungerende på rigtig kort tid.
Hvis man har mistanke om, at barnet har epilepsi, skal man jo derfor reagere, og helst ikke gå for længe med anfald. (Det gælder jo sådan set også voksne). Problemet er, at anfald kan være enormt forskellige. Alle kender krampe-anfald, og det er enormt voldsomt at være vidne til. Færre mennesker kender til de mere sådan subtile anfaldstyper som absancer og lign. som måske egentlig bare er, at personen virker ‘væk’ et kort øjeblik. Disse kan tage laaaang tid at opdage, for hvor går grænsen mellem en person som falder i staver, og en absence? Infantile spasmer ligner lidt når et barn har refluks, og er nogle rytmiske muskelsammentrækninger som kommer i serier. For Ester spænder hun i kroppen mens hun løfter armene og øjnene ruller op til højre, og indimellem ledsages det af et skrig eller en klagende lyd (Jo kraftigere, jo mere lyd). Hun er ikke i akut livsfare, fordi der ikke er problemer med fx. vejrtrækning, men de skader hendes – i forvejen noget belastede – hjerne. Så når Ester har anfald behøver man ikke gå i panik, men vi skal i løbet af ret kort tid have fat i vores læge, som så evt. laver medicinjusteringer. Så langt så godt.
Så er der dem, som endnu ikke er diagnosticeret! De skal jo gerne udredes, så man kan finde ud af hvorvidt de har sygdommen eller ej. Det kræver henvisning fra en læge til en neurolog, ofte et EEG (eller flere), evt. MR-scanning etc. Men hvad så, hvis man har mistanke om, at ens barn har epilepsi, men det hele går lidt langsomt? Hvad gør man så?
Og her kommer min pointe… En person foreslog i dag, at man kunne jo ringe 112, for så går ting lidt hurtigere.
Kan vi lige slå fast med 7-tommer søm, at man ringer IKKE til 112, medmindre man står i en akut, livstruende situation!!! Okay?
112 er IKKE en slags vagtlæge-ordning når man ikke gider vente!
Hvis en person har et anfald, særligt som påvirker vejrtrækningen, og der er gået nogle minutter eller anfaldet ikke stopper efter en given periode efter vejledning fra lægen, eller personen ligger bevidstløs på gaden – SÅ ringer man 112! Man ringer ikke 112 fordi man synes lægerne er for langsomme!
Jeg har været hende som ringede 112 et par gange. Den ene gang trak min baby ikke vejret… Der gik 7 minutter fra jeg ringede til en ambulance-redder havde skubbet mig væk og overtaget HLR… Anden gang havde hun voldsomme sat-fald og var ukontaktbar, og vi turde ikke selv køre med hende, og sygehuset bad os ringe 112. 3. gang fik hun igen sat-fald og var ukontaktbar, og aftalen med sygehuset var, at i sådan en situation skulle der ringes 112, fordi ingen vidste om det betød hun ville stoppe med at trække vejret i løbet af få minutter.
De 7 minutter der er gået sådan ca hver gang, skyldes at der holder en ambulance i vores lille by. Og det er de længste 7 minutter i denne verden, kan jeg afsløre!
Forestil jer et øjeblik, at dit barn, din partner, dit familiemedlem, din nabo eller en fremmed på gaden har akut behov for livreddende hjælp NU, og du skal vente, fordi en person ringer 112 over at udredningsgarantien ikke overholdes???
Jeg hååååååber den person som skrev dette ikke lige havde gennemtænkt det, eller mente at det selvfølgelig kun var ved anfald som ikke stoppede igen… Men jeg blev vidst en smule skarp.
Men jeg havde lige brug for at komme ud med lidt galde… Og det gik så lige ud over jer.
Så opsummering: 112 bruges når du står med et menneske som har AKUT brug for livreddende assistance… Vagtlægen bruges når et menneske har AKUT brug for lægehjælp, men det ikke er akut livstruende…. Egen læge bruges når der er behov for fornyelse af recepter, lægehjælp som ikke er akut-akut, når børnene skal til de almindelige undersøgelser…
Unique Perspective 