Kære Ester

Kære Ester,

Dette indlæg er formet som et brev til dig, fordi du er den sejeste, fedeste, smukkeste, skønneste, dejligste yngste datter jeg kender, og en af de absolut sejeste mennesker på denne jord.

Du er indbefattet af begrebet ‘mod bedre odds’.

Mens du stadig lå i maven var der flere som forsøgte at overbevise os om, at du ikke skulle være. Du fulgte ikke normerne, og var ikke som ‘man skal være’, og der var bekymring om, at du måske ikke ville overleve graviditeten. Fødslen ville man ikke tage stilling til endnu, for det kom jo an på. Men du var – og er.

Du blev fulgt tæt – rigtig tæt. Jeg rendte til jordmoder, læge, sygehuskontrol, scanning og hvad ved jeg mindst 1 gang om ugen, de fleste uger 2-3 gange, og hver gang kunne de kloge hovedet bare konstatere, at noget ikke var som det skulle være, men de kunne ikke rigtig sådan sætte en finger på hvad – eller hvilken konsekvens det ville få for dig. I uge 34 besluttede man, at nu troede man på at du ville blive født, og at du ville overleve. Men man vidste ikke hvordan du ville have det når du kom ud, så det blev besluttet, at der skulle være en børnelæge med til din fødsel.

I uge 38 blev det besluttet, at nu skulle du ud. Man vidste ikke hvorfor du var så lille og du ikke var som ‘man skulle være’, og kunne ikke udelukke at det var moderkagen som ikke fungerede. Hvis det var tilfældet så har man en større risiko for, at du pludselig ville dø i maven. Du måtte godt blive derinde, og så blive holdt endnu mere tæt øje med, men vi turde ikke mere. Vi have for længst besluttet at vi ville have dig, præcis som du er, og turde ikke leve med risikoen for at blive slået på målstregen.

Du blev tvunget ud, og var ikke helt villig. Så optakten tog lang tid. En mørk, snefuld aften – eller vel nat – blev lægerne nu så bekymrede for dig, at nu skulle du altså ud. Nu ville de tage vandet, og hvis du fik det dårligere, så skulle du skæres ud. Hvis ikke vandet kunne tages, så skulle du skæres ud. De gav os en vindue på absolut max 24 timer, så var du ude – uanset. Men de kunne godt tage vandet. De ringede efter vores jordmoder, og aftalte at hun skulle komme tilbage, selvom hun kun lige var kommet hjem 2 minutter forinden. Man tænkte, at der var god tid til at hun kunne nå at komme tilbage, for du havde jo ikke direkte skyndt dig indtil nu – med noget.

Men så skal jeg da lige love for, at du pludselig skyndte dig… Vores kendte jordmoder nåede akkurat ind på stuen, og fra vandet blev taget til du kom ud, gik der 16 minutter… Dvs på 16 minutter udvidede min krop sig 4 cm og du kom ud. Og du kom med et skrig. Vi var så lettede.

De famøse børnelæger? Ja, altså, de var jo på vej, ikke? Men du gad ikke vente på dem, så de kom ind på stuen da du var 10 minutter gammel. Men de skulle jo tjekke dig, så det gjorde det. Og her fandt man de første sådan synlige skavanker. Men alt i alt, så var du en rigtig fin pige! Du havde ganespalte, så du kunne ikke amme, så du fik mad fra en sprøjte, men det fungerede også ok.

De næste uger kunne vi sænke skulderne lidt… Der var ikke tegn på, at hvad end du fejler, at det var specielt alvorligt. Lidt ganespalte, en lille hjertefejl, sådan lidt skævheder…

Men så begyndte palaveret… Du begyndte at skrige – meget… Du begyndte at få svært ved at spise – rigtig svært. Så vi røg ind og ud af sygehusene i et forsøg på at hjælpe dig. Men du var så ked af det, uden nogen kunne finde ud af hvorfor. Man forsøgte alt… Da du var 6 uger anlagde man sonde, fordi du spiste stort set ikke selv. Alverdens kloge hoveder kiggede på dig, og kløede sig i håret, for du var ikke sådan at finde ud af. Du gjorde jo ikke som man skulle. Som om det var noget nyt.

Jeg glemmer aldrig den læge som sagde, at dig skulle man ikke regne for ude endnu. For selvom du slet ikke gjorde som man skulle, så havde du en livsvilje.

Du kæmpede, du stred, du skreg, du sloges med din usynlige fjende, og vi græd sammen med dig, mange mange gange. Du havde det så skidt.

En dag fik du det rigtig rigtig skidt… Pludselig stoppede du med at trække vejret, og jeg måtte genoplive dig på komfuret. Der kom lægehelikopter, lægeambulance, almindelig ambulance, og pludselig stod der 7 reddere i mit køkken, som besluttede, at du kunne godt klare en tur med ambulance, så sådan blev det. Og du klarede den. På sygehuset havde de rigtig svært ved at få styr på dig, så man tilkaldte eksperterne, for at få dig flyttet til et andet sygehus. Man tilkaldte baby-ambulancen, og med den kom 2 af de dygtigste overlæger, fordi du var ikke som man skulle være, så man var ikke sikker på, hvad man skulle gøre for dig. Du kom til Skejby, og også dette klarede du. Du var faktisk mega sej, og endnu en gang fik vi at vide, at du var altså en sej ung dame… Men altså ikke helt som man skulle være. Så der kom flere kloge hoveder ind på banen.

Så fik du det igen skidt. Denne gang på en helt anden måde. Vi kunne se på lægerne at dette var alvorligt – meget alvorligt. Det tog dem meget lang tid at få greb bare om det sådan mest akutte, og du blev flyttet et par gange, og der var snak om flere flytninger. Håbet steg og faldt fra dag til dag. Og stille og roligt steg det igen. Du skulle nok klare dig, sagde lægen.

Som dagene gik, kom der nye bekymrede folder i lægernes ansigter. Du gjorde ikke som man skulle, men denne gang på en anden måde. Du vågnede ligesom ikke rigtig op igen. Man scannede din hjerne, og resultatet var nedslående – du ville aldrig blive dig selv igen. Faktisk var lægerne ret sikre på, at du skulle herfra indenfor meget kort tid. De anbefalede at vi slukkede respiratoren og lod dig få fred, og det gjorde vi.

Kære lille Ester… Jeg er glad for at du aldrig nogensinde vil opleve den smerte det er, at vælge at sige farvel til sit barn, at sige til sit barn, “Lille Skat… Giv slip, vi lader dig gå…” Far og jeg har aldrig i vores liv grædt så meget som vi gjorde i de dage.

Men som så mange gange før… Så gør du ikke som ‘man bør’ og du er faktisk ikke ret god til at høre efter… De troede der ville gå minutter, måske timer. Så måske dage… Så måske uger… Så måske måneder… Hver dag sad vi og kiggede på dig og ventede… Forsøgte at finde en form for fred i, at du ikke skulle blive hos os ret længe, så elske dig så længe vi kunne, og give slip når det var tid.

Det er nu 1 år og 4 mdr siden, og lille, seje Ester… nu er du 2 år.

Mod alle odds overlevede du graviditet, dobbeltsidig lungebetændelse, hjertefejl, spiseproblemer, maveproblemer, rotavirus, alvorlig dehydrering, nyresvigt, leversvigt, spiseproblemer, et utal af forkølelser, et par gange opkastvirus… og du er her endnu!

Min lille, skønne Ester… Vi gav dig et løfte den dag på sygehuset hvor vi sagde farvel, at når du ville hjem til Jesus, så ville vi give slip, og så skal vi ses igen. Jeg glæder mig over hver eneste dag hvor du vælger at være hos os. Hvor du vælger at kæmpe for dit liv.

Men jeg lover dig… Når du ikke kan mere, så vil jeg elske dig så højt, at vi endnu en gang giver dig slip.

Måske skal vi om et år fejre at du bliver 3 år… Måske får vi lov til at se dig skulle i skole… Måske en dag bliver du voksen – det ved vi ikke.

Men du skal vide… min datter, min elskede Ester, min smukkeste lille pige, at mor og far, vi elsker dig overalt på denne jord. Og du er den sejeste lille unge jeg nogensinde har mødt, og du har et livsmod som ikke har set sin lige.

Du skal vide, at du er en af de største gaver vi nogensinde kunne få i vores liv. Du har lært os mere end vi troede muligt. Du har vist os, at livet er ukueligt, og at livet er uvurderligt…

Tillykke med fødselsdagen, min lille Ester ❤